– Spar på energien

 

Du kan selv gøre noget for at spare på energien, når du sparer på energien er der ofte også penge at spare, samtidig gavner det miljøet.

 

Energiforbruget i din bolig

Der er forskel på forbruget fra bolig til bolig

En familie i parcelhus bruger i gennemsnit 4.000 – 4.500 kilowatt-timer om året.
En familie i lejlighed bruger i gennemsnit 2.000 – 2.500 kilowatt-timer om året.

Elsparefonden har undersøgt, hvor lavt dit elforbrug kan være. Undersøgelsen viser, at én person i en husstand bør have et elforbrug på 1.500 kWh/år, mens flere, der bor sammen, kan have et elforbrug på 1.000 kWh/år for hver person i husstanden.

Hvis du sammenligner disse tal med dit eget årlige el-forbrug, kan du få en fornemmelse af, om dit elforbrug ligger højt eller lavt.

 

Familiens størrelse og vaner har betydning

Forbruget af strøm i din husstand varierer efter din boligs størrelse, antallet af familiemedlemmer og antallet af elapparater i huset. Og naturligvis afhænger elforbruget også af familiens energivaner.

Familieforøgelser ses tydeligt på elregningen, da små børn blandt andet giver en del ekstra vask. Med et nyt barn i huset kan dit elforbrug stige med 500 – 1000 kilowatt-timer om året.

Teenagere kan også ses på elregningen, da mange af dem har egen pc, tv, mobiltelefon på værelset.

 

Det er let at ændre på de gamle vaner

Med helt enkle ændringer i de daglige energivaner kan du let skære 10 procent af dit elforbrug, uden det går ud over komforten i det daglige. Til gengæld kan det betyde en besparelse på 300 – 700 kr. om året afhængig af, om du bor i lejlighed eller hus.

Find gode spareråd om hårde hvidevarer Link til spareråd

Hvis du vil læse om A-pærer, kan du se det Link til info om A-pærer

 

Bruger du penge på ingenting?

Apparater på standby bruger strøm uden at blive anvendt. Standbystrøm er unødvendig strøm og dermed spild af penge. Lad ikke dine elapparater stå på standby. Hvis du i stedet slukker på kontakten, kan du spare op til 10 procent på din elregning. For en gennemsnitlig husstand svarer det til omkring 600 kr. årligt.

 

Hvad er standbyforbrug?

Standbyforbruget er den strøm, som tv, mobil, pc’er og mange andre elapparater i hjemmet bruger, når de er i standbyfunktion.

 

Hvordan finder man synderen?

En lille lysende rød eller grøn pære afslører, at et apparat står på standby. Også transformerer til halogenbelysning står på standby, hvis de afgiver varme, også opladere til mobiler, tablets mm. bruger strøm selvom de ikke oplader.

 

Hvad kan du gøre?

Sluk for apparaterne på kontakten eller tag stikket ud, når du ikke anvender apparaterne. Især ældre apparater bruger ofte langt mere strøm på standby.

Når du skal købe nyt tv mv. bør du vælge apparater mærket med energipilen. Indtil videre er det kun disse apparater, der er omfattet af ordningen. Er apparatet mærket med energipilen, opfylder det de internationale krav til standbyforbrug. Eksempelvis må nye mærkede tv-apparater højst bruge standbystrøm for 15 kr. per år.

Vær dog opmærksom på, at nogle apparater kan miste indstillingerne, hvis de slukkes i længere tid. Læs brugsanvisningen eller spørg der, hvor apparatet er købt.